New Apostolic Reformation (NAR)

  • 27. jul 2025

New Apostolic Reformation (NAR)

Introduktion til New Apostolic Reformation (NAR).

Dette vigtige emne bliver starten på min blog. For det er et højaktuelt, presserende emne at få taget hul på og belyst. New Apostolic Reformation (fremover forkortet NAR) er nemlig en del af det, som betegnes det konvergerende frafald.

Apostlen Paulus advarede i sine breve om, at der i de sidste tider skal ske et stort frafald.

"Men Ånden siger udtrykkeligt, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, fordi de lytter til vildledende ånder og dæmoners lærdomme" 1. Tim. 4, 1

Frafaldet er derfor et profetisk endetidstegn. NAR hører ind under det emne, som kaldes eskatologi. Dvs. læren om de sidste tider.

"Lad ingen på nogen måde forlede jer. Først skal nemlig frafaldet komme og lovløshedens menneske åbenbares, fortabelsens søn" 2. Thess. 2, 3

Mange kirker er i dag influeret af NARs teologi og ideologiske mindset. Formentlig uden at vide det. Derfor er det vigtigt at få emnet belyst. Derudover findes der kirker, som udspringer direkte af NAR-bevægelsen, og derfor må betegnes som egentlige NAR-kirker.

Jeg vil her forsøge at beskrive bevægelsen, og hvad dens egentlige agenda er.

En kirkelig reformation

New Apostolic Reformation betyder på dansk den nye, apostolske reformation. Kirkeligt set er NAR en gren af den protestantiske kirke. Strømningen er særligt stærk iblandt de evangelikale i USA, hvor den stammer fra. I NAR mener man, at der i endetiden skal ske en ny reformation af kirken og kirkesystemet. Der refereres til den lutherske reformation i 1500-tallet.

Ligesom Jehovas Vidner og Mormonkirken har bevægelsen rod i restorationismen. Her mener man, at kirken og den nutidige kristendom er kommet væk fra sin oprindelige, originale lære og praksis, og at kirken derfor skal vende tilbage til den apostolske tradition og æra. Dette sker bl.a. igennem en restaurering af den femfoldige tjeneste, som er et grundlæggende og bærende doktrin i NAR-bevægelsen. Vægtlægningen er på Apostlenes Gerninger og det apostolske liv, som udfolder sig i den første menighed.

Den neo-karismatiske bølge

NAR er tredje bølge pentekostalisme og en del af den neo-karismatiske bevægelse, som opstod i 1980'erne. C. Peter Wagner er hovedaktøren og den første til at anvende betegnelsen "New Apostolic Reformation". Han samarbejdede med John Wimber - hovedskikkelsen i VineYard-bevægelsen.

I Danmark udspringer kirker og kirkelige organisationer og arbejder som VineYard, Hillsong, Youth With A Mission (YWAM) - også kaldet Ungdom Med Opgave (UMO) og Nordic Prophetic Network af NAR-bevægelsen.

Karakteristisk for hhv. den pentekostale bevægelse og NAR er

  • et udtalt fokus på tegn og undere (mirakler, helbredelse, dæmonuddrivelse/udfrielse, åbenbaring/profeti, det overnaturlige),

  • helligåndsdåb samt dåb under vand og

  • glossolalia - dvs. tungetale som et tegn på frelse i sammenhæng med helligånds- og vanddåb.

NARs påvirkning og influeren finder særligt sted indenfor det frikirkelige, karismatiske miljø netop fordi, at strømningen har rod i 1900-tallets pentekostalisme. Pinsekirken, Apostolsk kirke og den karismatiske gren af den katolske kirke er eksempler i den sammenhæng.

Falske tegn og undere

Apostlen Paulus forudsagde og advarede også om, at der i tiden frem til Jesu genkomst vil ske forfør og bedrag i form af løgnetegn og løgneundere:

“Den lovløses komme er Satans værk og sker med al kraft og med løgnetegn og løgneundere og med alt uretfærdighedens bedrag over for dem, der fortabes, fordi de ikke har taget imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst. Derfor sender Gud vildfarelsens magt over dem, så de tror på løgnen, for at alle, der ikke er kommet til tro på sandheden, men fandt behag i uretfærdigheden, skal blive dømt.” 2. Thess. 2, 9-12

Da NAR-bevægelsen med sit stærke fokus på tegn og undere anses som værende en del af det konvergerende frafald, er det nærliggende at trække verset frem og drage en reference hertil. Også Jesus advarede om de falske profeter og deres tegn og undere:

"for der skal fremstå falske kristus'er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild." Matt. 24, 24

Vi er således advaret og kan ved at styrke kendskabet til NAR bedre udøve den trosmæssige disciplin, det er, at bedømme. At mestre at skelne imellem de sande og falske tegn og undere.

De kristnes overherredømme

NAR er lige så meget en politisk og ideologisk bevægelse som en teologisk. De kristne skal nemlig ifølge NAR regere denne verden i tusind år for, at Jesu genkomst kan finde sted. Deres mission er at overtage verdensherredømmet og indføre teokrati.

Denne eskatologiske retning kaldes postmillennialisme. Opfattelsen her er, at Jesu genkomst finder sted efter tusindårsriget. 'Millennia' betyder 'tusind år', og tusindårsriget vedrører profetien i Joh. Åb. 20, 1-6.

"Og jeg så troner og nogle, der tog sæde på dem; de fik givet domsmagt. Og jeg så sjælene af dem, som var blevet halshugget på grund af Jesu vidnesbyrd og Guds ord, og alle, som ikke havde tilbedt dyret eller dets billede og ikke sat mærket på deres pande og hånd. De kom til live og blev konger med Kristus i tusind år." vers 4

Postmillennialisme betyder i denne sammenhæng, at Jesu genkomst først finder sted efter (post-) tusindårsriget. NAR venter således en kristen guldalder og storhedstid med fremgang og velstand (prosperity) som en del af endetidens begivenheder. De kristnes overherredømme (Christian Supremacy) lig den konstantinske i 300-tallet. Denne teologi kaldes dominionisme og Kingdom Now.

Dominion betyder herredømme. I NAR taler man om at tage dominion, og at de kristne skal overtage herredømmet og styringen i samfundet. Det sker igennem spirituel krigsførsel i bogstaveligste forstand. Store vækkelsesmøder (revivals/revivalism) med fyldte stadioner af tusinder af mennesker. Lovsang, tilbedelse og store bedeevents på gader og stræder. Rally'er, demonstrationer og crusaders (korstog) med henblik på at overtage nationerne.

Tusindårsriget

Dominionisme er baseret på Kingdom Now-theology. "Riget Nu-teologi" oversat til dansk. Teologien og læren er funderet i tankegangen om, at de kristne har et mandat til at regere denne verden. Skriftsteder som 1. Mos. 1, 28, Salme 8, 7 og Luk. 17, 21 tages bogstaveligt. De kristne skal regere verden, overtage herredømmet og materialisere Guds rige på jorden i den nuværende tidsalder. Guds rige er allerede brudt igennem i verden, og de kristne har nu til opgave at udbrede Riget fysisk på jorden (Millennial reign).

I praksis udmøntes Kingdom Now (Riget Nu) og dominionisme bl.a. igennem kirkeplantning (Church Planting) og diverse missionsstrategier. Derfor ser vi mange NAR-apostle lede an i at plante kirker nationalt og internationalt. Ifølge NAR er det nu de kristnes opgave at tage territorie, ændre atmosfæren og transformere lokalsamfundene ved fx at arbejde for social retfærdighed. Denne opfattelse af aposteltjenesten er en del af restaureringen af den femfoldige tjeneste. Ifølge NAR er apostlen den, der planter og starter nye kirker og menigheder.

Udover Church Planting Movements finder vi også Disciple Making Movements i regi af NAR samt diverse strategier, modeller og metoder til at gøre disciple og drive mission i hele verden. Dette er en del af NARs missiologi. Bevægelsen har et stærkt fokus på mission i sammenhæng med aposteltjenesten, som suppleres af profettjenesten. Apostlene og profeterne har ifølge NAR autoritet til at lede og styre menighederne, og det er denne autoritet, som man i bevægelsen mener, skal restaureres som en del af den nye, apostolske reformation (restorationisme).

Kristen rekonstruktionisme

C. Peter Wagner, NARs ophavsmand, hentede sit ideologiske tankegods om dominion fra calvinisterne. R. J. Rushdoony m.fl. lagde grunden til kristen rekonstruktionisme i 1970'erne. Visionen var og er at indføre teokrati baseret på teonomi. Autoritarisme, hvor en enevældig, religiøs leder styrer landet baseret på bibelsk lov. NAR-bevægelsen deler denne vision og målsætning med de calvinistiske rekonstruktionister. De kristne skal regere nationerne og skrive lovgivningen i landet, mener de.

I konkret praksis betyder dette, at de kristne dominionister og rekonstruktionister vil være i stand til at indføre Moseloven som givende lov i landet under en sådan styreform. At alle uanset religiøs overbevisning vil skulle overholde den religiøse lov, som de kristne rekonstruktionister har skrevet og indført.

Ideologien er herskende i Make America Great Again-bevægelsen iblandt Donald Trump og hans folk og støttere. Det kaldes kristen nationalisme, hvor NAR tilhører den karismatiske gren af MAGA. Donald Trump har indsat sin spirituelle rådgiver, Paula White-Cain som leder af White House Faith Office. Hun er en af NARs apostle.

Politisk aktivisme er en del af NARs spirituelle krigsførsel. Da Bethel Churchs tidligere lovsangsleder, Sean Feucht var republikansk kandidat, udtalte han, at Gud og de kristne skal skrive loven i landet og regere nationen. Han er aktiv i MAGA-bevægelsen med Let Us Worship støttet af Donald Trump. Også kristen zionisme er en del af NARs politiske aktivisme og ideologiske fundament. Støtten til staten Israel er beskrivende for kristen nationalisme.

Katolsk integralisme står stærkest iblandt MAGA-bevægelsens ledere og centrale skikkelser. Det gælder fx den katolske vicepræsident J. D. Vance og Kevin Roberts, som er arkitekt på MAGAs politiske program og manifest, Project 2025. Kevin Roberts spirituelle rådgiver er præst i den katolske organisation Opus Dei. Visionen er en katolsk konge eller lignende religiøs, enehersker. Rekonstrueringen af det amerikanske styre er på nuværende tidspunkt så fremskreden, at det ser ud til, at USA har haft sit sidste demokratiske valg.

The Seven Mountain Mandat

Karakteristisk for NAR er doktrinet om de syv bjerge. Det er fundamentet for dominionismen i NAR, at de kristne skal overtage syv samfundsområder - de syv bjerge:

1) uddannelse, 2) religion, 3) familie, 4) business, 5) stat og militær, 6) kunst og underholdning og 7) medierne.

De syv sfærer (spheres) er ifølge NAR overtaget og besatte af dæmoniske magter. De kristnes opgave er at uddrive de dæmoniske åndsmagter og ændre atmosfæren ("shift the atmosphere") igennem åndelig krigsførsel. Det sker igennem lovsang, tilbedelse og bøn. Nogle gange geografisk de aktuelle og konkrete steder. Der føres åndelig krig imod territoriale og hierarkisk opdelte, mørke åndsmagter med henblik på at overtage de syv bjerge og samfundsområder. At tage herredømmet tilbage.

Bethel Churchs seniorpastor Bill Johnson og Lance Wallnau, som også er fra Bethel Church, har skrevet bogen "Invanding Babylon - The Seven Mountain Mandate". Det kristne verdensovertag kædes sammen med missionsbefalingen. At gå ud i verden og gøre disciple og plante kirker er også en del af den politiske genkristning af verden.

Den femfoldige tjeneste

Oprindeligt stammer den femfoldige tjeneste fra den skotske kirke Catholic Apostolic Church med Edward Irving. Doktrinet er baseret på et skriftsted fra Ef. 4, 11, hvor de fem tjenester nævnes: apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere.

Apostel- og profettjenesten skal ifølge NAR restaureres, så de to tjenester genvinder deres særlige autoritet til at lede og styre kirken og overtage de syv bjerge og samfundsområder. The Seven Mountain Mandate baserer sig på den femfoldige tjeneste, hvor det er apostlene og profeterne, der leder an i NARs neokarismatiske endetidshær og -korstog.

Der findes således et væld af apostolske og profetiske netværk med hver deres koncepter til anvendelse i kirker verden over. NAR er et netværk, der består af ledende hovedaktører og diverse ministries. Herfra forgrener netværket sig.

Det er hovedsageligt netværket og det fælles ideologiske og teologiske mindset, som udgør og binder NAR sammen. Derfor kan det sprede sig hurtigt.

Fælleskirkelighed

Den verdensberømte evangelist og evangelikaner, Billy Graham afholdte mere end 400 crusaders verden over i efterkrigstiden. Han agerede brobygger imellem protestanterne og katolikkerne og besøgte paven i Vatikanet op til flere gange. Denne fælleskirkelighed er en stærk strømning i NAR den dag i dag.

Vi finder også denne økumeniske vision i sammenhæng med Andet Vatikankoncil, hvor målsætningen er en kirkelig forening imellem verdens kirker.

Crusade betyder korstog og er en rammende beskrivelse for NAR, som netop arbejder teologisk og politisk for en genkristning af Vesten og hele verden. Under dække af karismatisk fornyelse og apostolsk reformation. NAR er et led i planerne om en ny verdensreligion og verdensorden. Det er udbredelsen af og etableringen af det antikristelige rige (Kingdom Now), som Antikrist i den forestående fremtid vil regere.

1 comment

Ralph Beeman24. sep 2025

A very good point about the coming of the lawless one and lying signs and wonders that I had forgotten. Jesus wasn't crucified in spite of the spiritual leadership of his day, but because of it. And the antichrist will be installed and defended by spiritual leaders in the end times.

Sign upor login to leave a comment